mandag den 5. oktober 2009

Velkommen

Dette er min første blog, så jeg håber, I vil tilgive mig, hvis den hverken er perfekt eller særlig pæn endnu. Men med tiden får jeg det vel lært og kan gøre den fin, flot og spændende.


Jeg er helt bidt af at strikke og har altid gang i et strikketøj. Men som regel kun ét ad gangen, da jeg ellers ikke kan styre det. Jeg har strikket siden jeg lærte at strikke i 1. klasse, men on and off. Og ikke det vilde. En bluse i ny og næ og så ellers strømper til den store guldmedalje, hvor jeg gjorde en sport ud af ikke at lave samme mønster to gange.


Nu er jeg begyndt at få lyst til at lære DET HELE. Hidtil har jeg strikket glat, ret og hulmønster, men nu er jeg startet på en trøje med mønster i flere farver og som oveni købet skal klippes op bagefter. Det er en stor mundfuld, men jeg VIL lære det. Og så skal jeg lære at strikke med snoninger.


Jeg har ingen ambitioner om at lære at lave mine egne opskrifter eller kunne strikke på "gefühl", da jeg ikke tror, jeg har flair for det, men hvis jeg bare kan strikke alt efter en opskrift, så vil jeg være glad.


Jeg følger meget med på nettet i diverse grupper og suger til mig alt hvad jeg kan.


Jeg vil senere lægge nogle billeder ind af de ting, jeg har strikket for nylig.

1 kommentar:

  1. Hej Dorte,
    Tillykke med din blog. Jeg glæder mig til at se billeder. Skulle du få behov/lyst, kan vi sikkert hurtigt stable et lille improviseret strik-komsammen på benene. Du er ikke den eneste webstrikker i området. Jeg selv bor i Dianalund.
    Mange hilsener Lene Z.

    SvarSlet